For at spille godt positionsspil, er man nødt til at have godt styr på banderne. Følgende er en gennemgang af teorien omkring bander.
Ind = Ud
Den helt grunglæggende regel for banderne er, at indgangsvinklen er lig udgangsvinklen. Det vil sige at kuglen beskriver et perfekt “v” i banden, hvadenten det så er et spidst “v” eller et bredt “v”. Når du skal regne ud hvilken vinkel kuglen forlader banden i, behøver du altså bare at forestille dig en streg der beskriver kuglens vej hen til banden og derefter forestille dig en spejling af den streg. Bemærk også at med to bander, vil første og sidste streg være parallelle.
Det er såmænd ret enkelt og de fleste opbygger da også hurtigt en idé om hvordan banderne virker, men i snooker er er der brug for at vide lidt mere nøjagtigt hvordan banderne virker og her er banderne for mange, selv garvede spillere, et mysterium.
Udfordringen er, at der er mange ting der har indflydelse på effekten i banderne.
Rulning, død eller bagskrue
Hvis kuglen rammer banden med død kontakt, så passer ovenstående regel og kuglen beskriver et perfekt “V”. Hvis kuglen ruller eller har topspin, vil vinklen i banden blive en anelse smallere og hvis kuglen har bagskrue, vil vinklen blive en anelse bredere. Denne effekt er ikke så stor, men over de lange afstande på bordet, må den tages med i betragtning.
Fart
Et hårdt stød vil gøre vinklen i banden markant smallere, mens et meget blidt stød vil gøre vinklen en smule bredere samtidig med at banden tager fart af kuglen og dermed vil den falde til ro tæt på banden.
Sidekrue
Sideskrue er den vigtigste årsag til mange spilleres frustrationer over uforudsigelige bander. Der er to former for sideskrue i denne sammenhæng.
Der er den sideskrue som spilleren bevidst laver og så er der den uønskede sideskrue. Spilles der med sideskrue for positionsspillet, så vil løbende sideskrue gøre vinklen bredere (den gule streg) mens modsat sideskrue vil gøre vinklen smallere (den røde streg). Jo mere sideskrue, jo større effekt.
Den uønskede sideskrue, kan komme af flere årsager. Dels kan den opstå fordi der stødes en anelse diagonalt på stødballen. Her må man tilbage til træningsbordet og træne sin køføring. Det kan også komme fra kontakt med andre baller. Der sker det når en bal snittes tyndt, at de to kugler giver hinanden sideskrue. Rammes en objektbal på venstre side, vil både den og stødballen opnå venstreskrue. Her er farten afgørende for hvor stor effekten er. Uønsket sideskrue kan også komme fra bandekontakt med meget brede vinkler, men det har sjældent betydning.
Bordets tilstand
Der kan være stor forskel på banderne fra bord til bord. Derfor er det vigtigt, at træne lidt før man spiller på et nyt bord. Nogle gange kan banderne være meget livlige, mens andre bander virker meget døde. Her er der ikke andet at gøre end forsøge at være opmærksom på forskellene.
Øvelser
I starten, kan det betale sig at træne banderne ved at lægge en kugle op og forsøge at ramme den via banden. Denne øvelse får de fleste ret hurtigt styr på. Du kan også prøve at spille samme stød med sideskrue og ved forskellig fart for at se forskellen. Den store træning er, at være opmærksom på de ting der har indflydelse på banderne når du spiller. Prøv at være meget bevidst om at forudsige stødballens vinkel i banderne, så du ser hvordan det passer med virkeligheden. Efterhånden vil du helt ubevidst begynde at kompensere for de effekter der har indflydelse på stødet.
-God fornøjelse